Maj

Onsdag, april 22, 2015

Brasen

Det er pudsigt, at dansemyggens værste fjende - den højryggede brasen - også yngler i maj. Den søger da ind i siv og padderokker for at lægge sine æg - hannerne har tydelige gydevorter på hovedet. De kan altså ikke sådan lige løbe fra, hvad de er ude på.

Gedder

Maj er samtidig den traditionelle geddepremiere - efter den officielle fredning i april måned. Det er imidlertid en fredningstid, der ikke er ret præcis. Eksempelvis gælder det typisk i dybe søer, at de først bliver varme nok til gydningen i maj måned - hvor altså sæsonen begynder. 

Det er den erfarne geddefisker naturligvis klar over, og han genudsætter derfor de endnu rognfyldte hungedder, der måtte lade sig friste af en krog her i maj måned. I regelen er det de små hanner, som er først til at vise sig inde på det lave vand. Først når vandtemperaturen er helt rigtig, dukker de store og rognfyldte hunner op. 

Kystfiskeri

Ved kysterne er der fuld gang i såvel små som store dyr. Det lave vand inde under land vrimler af liv - af småfisk, fiskeyngel og diverse krebsdyr. Det ved fiskene, som på denne årstid helst forlægger deres kystbesøg til døgnets mørke timer - der for øvrigt aldrig bliver ret mørke her i de lyse nætter. 

Torsk

Flere steder vil man i timen efter solnedgang kunne høre de første torsk komme "smaskende" indefter i overfladen. Er der lidt strøm, vil man ofte også kunne se dem gå så højt, at samtlige rygfinner kommer helt ovenud af vandet! 

Hornfisk

Hører de lyse majnætter således havørrederne og torskene til, så har de langnæbbede hornfisk nu i regelen bemægtiget sig kystvandet i dagtimerne. 

De første er altid de største - i bedste fald meterlange, håndledstykke og kilotunge. De kommer som små fortropper og hugger vildt på blink og fluer. Senere kommer de mindre, men betydeligt talstærkere hornfisk i mellemklassen - efterfulgt af de mindste og i regelen halvmeterlange fisk lidt hen på forsommeren. 

De kommer kun for at gyde, og nået så langt begynder de at miste interessen for mad.

Fluefiskeri

Maj er en af årets store måneder for fluefiskeren, der holder af åens evigt strømmende vand. Insektlivet nu nærmest eksploderer efter et koldt forår, og åen summer af forskellige vandinsekter. 

Døgnfluerne er der skam stadig - de var der jo også i sidste måned, omend i mindre antal. Men her i maj er det ofte de ganske små kvægmyg, der dominerer. Klækningerne kan være så massive, at vandet næsten kan være dækket af nyklækkede myg. Når der er så mange kvægmyg på vandet, er det klart, at fiskene ikke melder hus forbi. De er på finnerne - veloplagte og med sigtet indstillet helt på de "små sorte". 

Stallinger

Stallingerne, som også holder meget af kvægmyg, er ved at være færdige med legen omkring midten af maj måned. Det siger i hvert fald loven - i form af en fredningstid, der strækker sig fra midt i marts til midt i maj.

Del denne side