August

Ål

De mørke nætter sætter skub i de kønsmodne ål, som i ly af mørket påbegynder deres flere tusinde kilometer lange vandring tilbage til Sargassohavet, hvor de blev født i kolossale tangmasser på flere kilometer vand. Det er derfor nu, de lækre ål kan og skal fanges - i ruser, på tat eller med krog og line. Er du til hyggeligt madfiskeri, er der intet som en gang nattat i det lune, bløde og stille augustmørke.

Havørreder

Det tiltagende natmørke sætter også skub i havørrederne, hvis gydevandring foregår i den stik modsatte retning - fra havets salte spisekammer til åernes ferske vand og grusede gydebanker. Specielt hvis der er vand nok i åerne, og det er der jo tit i en typisk dansk sommer med regn og blæst, stiger havørrederne for alvor op i vandløbene. 

Fiskeriet efter dem foregår ofte i åer, der gennemløber den jyske hede - i fantastiske omgivelser, da lyngen blomstrer i netop august måned. Da flammer lyngen og udgør den mest fantastiske baggrund for at svinge fluestangen, kaste en spinner eller mede en orm. 

Aborrer

August er tiden, hvor søernes sortstribede aborrer fejrer triumfer i rankegrøden. Her æder de løs af årets yngel, som netop nu er blevet så store, at de sidst på dagen vover sig ud af den beskyttende rankegrøde. Herinde har de levet skjult, men sikkert dagen igennem - godt gemt mellem den lange stængler. 

Men med mørkets komme skal de imidlertid ud at fouragere - og en hel del af dem ender undervejs i et grådigt aborregab. Årsyngelen er lille og aborrens mund i den forbindelse forfærdende stor. 

Ofte vil du komme ud for regulære episoder med "mågesjov", hvor de stakkels småfisk jages af fugle fra oven og fisk fra neden. Det er ikke nemt at være en lille fisk i det store vand. 

Oplever du et sådant mågesjov, gælder det om hurtigst muligt at komme på kastehold af det. Mågesjov dør nemlig ud lige så hurtigt, som de opstår. Og lad så endelig være med at sejle helt ind i tummelen af fisk og fugle. Hold afstand, så du ikke skræmmer fiskene med båden. Gå kun så tæt på, at du lige kan nå fiskene med dine kast. Så giver det hug! 

Sidst på måneden topper vandtemperaturen i de indre danske farvande. Det kan lyde godt, hvis du er en af landets mange badegæster på netop dette tidspunkt, men er man henvist til at leve hele sit liv i vandet, er det ingen god nyhed. Faktisk er det noget nær den dårligste. 

Nu trækker det nemlig op årets første iltsvind, der typisk først indfinder sig på dybet, og siden når ind på lavere vand. Det lave iltindhold gør sammen med en høj vandtemperatur august til en lidt død måned ved kysten.

Del denne side