Kvalitetsmærket vandreferie

Certificeringsordningen Walking Denmark er din garant for gode forhold på vandreferien i Danmark

Vandring er den mest udbredte aktivitet blandt turister i Danmark - og med god grund. Overalt hvor man kommer i landet er der et rigt udvalg af stier og skiltede vandreruter for enhver smag. Samtidig er der en lang række overnatningssteder, som er opmærksomme på vandrernes behov. 

Kvalitetsmærkeordningen Walking Denmark er din guide til overnatningssteder, der garanterer de faciliteter og den service, der gør vandreturen vellykket. Hos de certificerede overnatningssteder kan du få vandrekort, turforslag samt øvrig relevant information. Derudover tilbydes der visse services, som er særligt relevante for vandreturisten, såsom muligheden for at tørre tøj og købe frokostpakke til medtagning.

I de kvalitetsmærkede områder finder du masser af vandretilbud, kort og rutebeskrivelser, og de lokale turistbureauer hjælper gerne med kyndig vejledning og inspiration til turen, inden du begiver dig af sted.

Certificeringsordningen Walking Denmark er til for at kvalitetssikre og markedsføre vandreturismen i Danmark med henblik på at sikre turisten stærke oplevelser og udvikle endnu bedre vandreoplevelser og faciliteter. Derfor samarbejdes der med et væld af partnere i alle dele af Danmark, så Danmark kan blive en endnu stærkere destination for vandreturisme.