Bed+Bike vinder Årets Cykelturismeløsning

Bed+Bike vinder Årets Cykelturismeløsning 2015!
Torsdag, september 24, 2015

Den internationale anerkendte kvalitetsmærkeordning Bed+Bike fik i går overrakt prisen Årets cykelturismeløsning af Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt, i samarbejde med Vejdirektoratet og formanden for den nedsatte cykelekspertgruppe. Bed+Bike er valgt som den bedste løsning ud af 21 indsendte cykelkoncepter. 

Ministeren udtaler, at kåringen kan bidrage til en større udbredelse af ordningen, og opfordrer andre til at lade sig inspirere af, hvad de kan gøre, for at gøre Danmark til den bedste cykelferiedestination.

Se ministerens tale herunder:

Bed+Bike er en certificeringsordning, som bestyres af netværket Aktiv Danmark, og ejes af Dansk Turismefremme. Ordningen hjælper overnatningsstederne til at blive mere cykelvenlige, og markedsfører herefter disse i Danmark og Tyskland. Især markedsføringen på det tyske marked er attraktiv, da de tyske turister i forvejen kender Bed+Bike fra Tyskland, hvor ordningen stammer fra.

”Vi er meget stolte af at blive anerkendt for det arbejde, vi udfører for at udvikle cykelturismen i Danmark”, udtaler formand for Dansk Turismefremme Anne-Mette Knattrup. ”Bed+Bike handler om at skabe en god totaloplevelse for cykelturisten. Det er ikke nok, at vi har gode cykelruter, hvis ikke cykelturisten kan overnatte et sted, hvor både cyklist og cykel er velkommen”.

”Målet med ordningens indførelse har været klart fra start. Bed+Bike skal hjælpe overnatningssteder med at blive cykelvenlige, og derved bidrage positivt til, at Danmark bliver en førende cykeldestination. Dette arbejde er vi allerede nået rigtigt langt med” udtaler Anne-Mette Knattrup. Ordningen har opnået stor tilslutning i de første to år, og tæller i dag 135 Bed+Bike certificerede medlemmer fordelt på både bed & breakfasts, kroer, vandrehjem, campingpladser og hoteller i hele landet. ”Vi er stolte af denne udbredelse, og ser udviklingen som et tegn på, at vores arbejde har stor relevans for dansk turisme. Det forventes at Bed+Bike når 150 medlemmer i 2015, og enhver som ejer et cykelvenligt overnatningssted, stort som småt, er velkommen til at kontakte os”, udtaler formanden.

Ifølge Anne-Mette Knattrup, går dansk cykelturisme en lys fremtid i møde. ”Det øgede fokus på cykling, vil uden tvivl forbedre vores produkt og være med til at trække flere cykelturister til landets destinationer. Visionen for Dansk Turismefremme er at fortsætte arbejdet med at udvikle den gode totaloplevelse for cykelturister i Danmark, og dette hjælper en pris som denne os med at gøre”, udtaler Anne-Mette Knattrup. 

Læs mere om Bed+Bike her
Læs mere om Aktiv Danmark her 

Del denne side

Læs mere om Bed+Bike her