Genforeningen i 1920

Efter krigen i 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen (fra 1871 Tyskland) og Østrig. Den dansk-tyske grænse kom herefter til at løbe lige syd for Kolding.

Selvom Sønderjylland hørte under Preussen/Tyskland fra 1864, var der mange dansksindede sønderjyder i Nordslesvig. Disse dansksindede sønderjyder fastholdt deres danske mentalitet i perioden, på trods af modstand fra de tyske myndigheder.

Fra drøm til virkelighed

Genforeningen af Sønderjylland og Danmark skete i juni 1920, men processen startede allerede i 1918. I 1918 erkendte Tyskland nemlig at de havde tabt første verdenskrig og bad om våbenhvile. 1918 var et begivenhedsrigt år, med afslutningen af første verdenskrig og den russiske revolution, der resulterede i at Finland opnåede selvstændighed fra Rusland.
Disse begivenheder gav de dansksindede sønderjyder mod og mulighed for at bringe spørgsmålet om en genforening op til debat.

Det danske Folketing og Landsting drøftede første gang spørgsmålet om genforeningen d. 23. oktober 1918. De kom til enighed og besluttede at spørgsmålet skulle løses på demokratisk vis, igennem folkets selvbestemmelsesret.

Samme dag (den 23. oktober) bragte de danske sønderjyders politiske leder og rigsdagsmand H.P. Hansen, spørgsmålet om en genforening mellem Sønderjylland og Danmark op i den tyske Rigsdag. Efter våbenhvilen den 11. november, gik den fungerende tyske udenrigsminister med til at spørgsmålet om genforeningen skulle løses på den forestående fredsforhandling.
Efter denne tilkendegivelse fra både de tyske og danske myndigheder kunne de dansksindede sønderjyder påbegynde det politiske og administrative arbejde vedrørende en folkeafstemning og senere en genforening.

Til fredskonferencen i Versailles blev genforeningsspørgsmålet drøftet. Det blev besluttet at spørgsmålet om genforeningen skulle afgøres ved hjælp af folkeafstemninger. Folkeafstemningerne skulle foretages i såkaldte zoner. Nordslesvig skulle deles op i zoner, der skulle indikere, hvor den endelige grænse skulle gå. 1. zone gik fra 1864 grænsen til den såkaldte Clausen-linje (der var næsten identisk med den nuværende). 2. zone bestod af Mellemslesvig.

Der fandtes grupper der ønskede en 3. zone, hvor den Danske grænse skulle gå helt nede ved Dannevirke. Denne grænse ville dog betyde at mange tysksindede ville blive indlemmet i Danmark, hvilket den danske regering ikke ønskede.

Versaillestraktatens underskrivelse trådte i kraft januar 1920 og der kunne nu fastsættes dato for folkeafstemningerne. Afstemningen fandt sted d. 10. februar 1920 i 1. zone. Folkeafstemningen fandt sted d. 14. februar i 2. zone. Den før diskuterede 3. zone blev ikke til en realitet trods opbakning fra blandt andet Frankrig.
I 1. zone kom der et dansk flertal på cirka 75% af stemmerne. Afstemningen i 2. zone gav dog et noget andet resultat. Her stemte 80% sig til Tyskland. Den dansk-tyske grænse blev derefter fastsat til det vi også i dag kender som grænsen.